Velkommen 2020, tilbageblik og fremtid.

3. januar 2020 Slået fra Af Anina

2019 er ovre og nu kan vi se frem mod et forhåbentligt fantastisk 2020.
2019 har budt på både opture og nedture, nok lidt mere nedture end jeg havde ønsket.

Året startede med en brat opvågning da jeg for første gang stiftede direkte bekendskab med en autoimmun sygdom i mit opdræt, da Karla fra Dynamic kuldet fik diagnosen SRMA (Menigitis) . Heldigvis var Karlas ejere meget opmærksomme og fik hende til dyrlægen hurtigt, hvilket betød at hun kom i behandling med det samme og dermed ikke nåede at udvikle sig mere. Dette betød også at Karla efter bare et par uger kunne stoppe medicinering og har ingen tilbagefald haft siden 😀
Jeg havde kontakt med flere erfarne opdrættere efterfølgende,- for turde jeg fortsætte med at køre opdræt på Vicky, når nu dette var sket. Alle sagde at jeg ikke skulle trække hende fra avl, men tage endnu et kuld. Erfaringsmæssigt er det sjældent der dukker noget op igen, lige med denne sygdom, det handler om kombinationer, der lige rammer skævt kan man vel sige.

Dette år har også budt på mange forskellige oplevelser, samlinger, resultater og træninger. halvdelen af Dynamic kuldet fik virkeligt vist sig frem og fine resultater på blandt andet udstilling, nosework, schweiss/vilt spor , workingtest, praktisk jagt, jagtprøver og specielt fine sundheds resultater for hofter, OCD og albuer gør mig super glad 🙂

Jeg har igen deltaget på nogle jagtprøver med vicky, men jeg er ikke den bedste handler og Vicky har haft det med at blive falsk drægtig, når vi skulle på prøve. Absolut ikke vores år . Dog satser vi nu på et forår med masser af træning og prøver inden næste løbetid iløbet af maj 🙂

Tollarspecialen i Sverige blev en spændende oplevelse. For første gang var Redborn rigt repræsenteret med deltagelse på Jagtprøve, WorkingTest, Agility, Udstilling, samt Viltsporsprøve. Vi holdt krebsegilde hvor vi var over 20 mennesker samlet alle med relation til Redborn.
Jeg prøvede at være dommer på udstillingen den sidste dag, hvilket jeg anså for at være en stor ære og jeg er meget glad for at have fået denne oplevelse, selvom at jeg var vanvittigt træt ovenpå en begivenhedsrig uge i Tollerens tegn.

Desværre blev det et langt tungt efterår, jeg gerne havde villet være foruden.
Først bliver min drøm om at blive dommer på Tolleren knust, da jeg må stoppe den sidste del af uddannelsen.
Samme nat dør hanhunden, som skulle have været far til det næste Redborn kuld af en grusom algeforgiftning.
Derefter finder jeg en anden hanhund, hvor parringen desværre ikke lykkedes, da det er tid for parring og ingen reserveplan.
Til sidst nåede jeg det punkt hvor jeg bare ville putte mig under dynen og sove indtil nytåret var ovre og 2020 var skålet ind.

D 29 december giver Sessan os en grim forskrækkelse og vi bliver alle mindet om at livet på vores gamle hunde har en udløbsdato.
Da hun 2 gange med en times mellemrum bliver skidt tilpas og bevæger sig som om hun er fuld, mister balancen i bagkroppen og bliver lidt groggy.
Vi bliver alle meget forskrækkede og hun bliver undersøgt igennem hos dyrlægen dagen efter. Lidt aldersbetingede udsving, men ingen ting på organer og intet at se hverken på ultralyd eller røngten. Første tanke er at hun måske har haft et lille slagtilfælde, blodprop eller ligende. Eneste jeg bare håber er at det ikke sker igen og at jeg får lov til at beholde min gamle pige mange år endnu…

Sidste nye er at jeg d 21 januar kører sydpå til Tyskland, for at hilse på en flot hanhund med masser af gode brugsegenskaber. Jeg håber det er ham jeg om et par uger kan præsentere, som den kommende far til næste planlagte kuld her på Redborn.
Men først skal Vicky og han møde hinanden, for at sikre at kemien passer 🙂 Eneste der er sikkert er at der med garanti vil komme velbyggede hvalpe med smuk dyb rød farve, en masse will to please samt arbejdglæde 😉